Om os

Vineventyret på Garbolund blev startet i 2003 af jurist Jette Haugaard, da hun satte 950 vinstokke på en til formålet velegnet skråning på sin ejendom i Annisse. Dengang havde Jette ikke forestillet sig, at en dejlig og tidskrævende hobby ville gribe om sig i den grad, som det har gjort.

Idag er vineventyret godt på vej ind i en ny æra. Antallet af stokke er i 2018 øget til godt 8000 i både røde og hvide sorter. Vingården drives og ejes siden sommeren 2018 i fællesskab med Rigmor Westh Baagøe og Bertel Baagøe. Rigmor er læge og en af ildsjælene bag Pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejen. Bertel er logistik-, plan- og produktionschef for Roskilde Festival. Rigmor og Bertels to børn er med i alt hvad der foregår, og driften af vingården er en del af familiens hverdag. Der skal jo også være nogen til at føre livsværket videre engang.

Fremtidens vin

Samarbejdet med Rigmor og Bertel har betydet, at drømmene og visionerne for vinmarkerne i Annisse er vokset og udvidet. Produktionen skal op i professionel størrelse, og der er i 2019 udvidet med et større vineri i en af gårdens smukke bevaringsværdige længer. Gården er allerede et stop på den lokale pilgrimsrute, og Garbolund tager gerne imod både vininteresserede og vandrere. Planen er faktisk, at Garbolund skal være et sted hvor mange mennesker har lyst til at komme forbi og nyde både vinen, naturen og samværet med andre mennesker. Centralt for Garbolund er produktionen af god vin i parløb med naturen. Derfor gøres kontinuerligt indsatser for at kombinere et effektiv landbrug med at skabe vilkår for en rigere natur.

Garbolund har et stort netværk af frivillige fra lokalområdet, venner og bekendte samt tilrejsende vinentusiaster som deltager i gårdens aktiviteter henover året med beskæring og druehøst. De travle timer med høst af druerne afsluttes altid med en hyggelig høstmiddag på gården – med vin til naturligvis!

Landbruget Garbolund

Garbolunds oprindelige vinmark ligger på sydsiden af bakken “Baunen”, hvor der er en fantastisk udsigt over landskabet og Arresø. Marken ligger ud til Helsingevej nord for Annisse. Vinstokkene vokser dermed med rødderne i helligt vand. Ved foden af bakken ligger nemlig helligkilden Snokilde. Snokilde er desværre drænlagt i dag, men sagnet siger, at Abbed Vilhelm fra Æbelholt velsignede kilden, så dens vand fik helbredende egenskaber. Dronning Margrethe I har ejet jorden, kilden ligger på. Det var efter sigende hendes mening at opføre et nonnekloster ved Annisse, men det blev opgivet. Godt det samme, fordi i dag ligger der en ægte, dansk vingård!

Landbruget drives fra efteråret 2018 økologisk, og der gøres en stor indsats for at styrke og opretholde en rig natur med vilde blomster og hegn. Herefordkvæg fungerer som naturplejere på gårdens græsarealer. Garbolund har gjort vinmarkerne tilgængelige for offentligheden, så alle frit kan benytte stierne rundt om markerne, og nyde udsigten fra toppen af “Baunen”.

Vineri

I sommeren 2018 ombyggede vi vores gamle stald til et spritnyt vineri. Et besøgs- og naturvineri

Med ombygningen blev ikke kun produktionen fremadrettet. Vineriet er også omdrejningspunkt om vores formidling af Garbolunds specielle vinificeringsproces og produktion af naturvin – presning, over lagring til endelig tapning.

Projektet er støtte af LAGmidlerne.
Læs mere om det her

Vester Ulslev Vingaard.

På lollandske Vester Ulslev Vingaard har pioneren Preben Jørgensen siden årtusindeskiftet drevet sin specialproduktion af kraftige, intense rødvine lavet på tørrede druer. Vinene fra Vester Ulslev har vundet et utal af danske og udenlandske hædersbevisninger og medaljer gennem tiderne. I 2017 og 2018 alene blev det til 5 internationale guldmedaljer.

Nu er tiden moden til at samle produktionslinjerne og folde en samlet flot bred vifte ud med danske kvalitetsvine under et fælles stærkt brand. Samtidig er de to vingårde som et samlet projekt under et generationsskifte, hvor Rigmor og Bertel Baagøe skal føre begge produktionslinjer sammen og videre ud i fremtiden. Der er tale om et langsomt generationsskifte, hvor de to generationer i fællesskab vil forvalte produktionen af deres vine.

Fælles signatur Vinene fra Garbolund og Vester Ulslev Vingaard har nu fået en fælles signatur gennem det nye samarbejde og den fælles grafiske profil. Alle vine er naturvine eller bedre udtrykt, naturlige, rene vine.

Garbolund og Vester Ulslev Vingaard står med to generationer stærkt samlet og glæder sig til den fælles fremtid med rene, naturlige og lokalt producerede vine.